Munkebo Kommunes historie

Munkebo i 1840

 Historien om Munkebo kommune begynder i 1842. Så en lillevirtuel rejse kan måske fremmane et billede af hvordan der så ud dengang.

   Bebyggelsen i detlille sogn udgjordes af et par snese gårde og et væld af husmandssteder og småhuse,flere steder sammenbyggede, og strakte sig fra Dræby Fed og Syvstjernen tilMunkebo Mark nord og øst for sidstnævnte by. Midt mellem de to landsbyer, retisoleret ved den grusbelagte og hullede Kerteminde-Odense landevej, lå den nybyggedefællesskole fra 1830, som børn på små og større ben måtte vandre til. Det nye,lave pyramidetag på kirken havde folk nok på dette tidspunkt vænnet sig til, oglyden af den lige så nye klokke har formodentlig været en ringe trøst for sognetsfattige, som hvert kvartal modtog offentlig hjælp her. For der varuforholdsmæssigt mange fattige i sognet, folk uden jord og eget hus som måttebo til leje og leve af tilfældigt sæsonarbejde eller fiskeri. Overalt lugtededer af dyr, mennesker og røg fra mange skorstene. På kroen fra 1826 kunne kunrejsende få hvile, mad og drikke – det sidste overholdtes dog ikke - ogforretninger fandtes selvfølgelig slet ikke. I hele sognet boede der ifgl.folketællingen i 1840 881 personer. 62 af disse (ca. 7 %) havde nået at leveover 60 år, og kun 13 (ca. 1,5 %) var 70 eller over. Sognets to allerældste,Sidsel Hansdatter, Dræby Fed, 82, og aftægtsgårdmand Rasmus Hansen, Dræby, 92år, døde dog begge i løbet af 1840.

   Det kræver ikkemegen fantasi at forestille sig hvor højt datidens beboere ville spærre øjneneop hvis de kunne opleve sognet i dag. Kun dele af vejføringen, kirken og ganskefå tilbageværende bygninger ville de kunne genkende, når de i deres træskomåtte springe for livet for de selvkørende vognes afsindige fart. Selvpræstegården var væk – den brændte nemlig sammen med den nærliggende Møkjærgårdsamt en stor del af husene på kirkepladsen og Fjordvej ved den store brand ioktober 1842.

 Perioden 1841- 1867

 Det var i dette Munkebo, at sognet nu skulle administreresine egne anliggender. Men for at finde baggrunden for det lokale selvstyre, måman tilbage til tiden omkring 1800, hvor de lokale samfundsopgaver på landetvar underlagt statens embedsmænd, amtmænd, provster, præster og herredsfogeder ogderes undergivne, sognefogederne, som i 1793 også fik tilsyn med vejene i deresdistrikter.

   Bondestandensfrigørelse fra slutningen af 1700 tallet indvarslede en ny tid for landetsbondebefolkning. De tidligere fæstebønder skulle nu til at være både selvejereog selvstændige, en overgang som ingenlunde var let, og ”bondementaliteten”,mistænksomheden mod de store, ændrede sig kun langsomt. Men det enevældigesystem, som var ved at komme under pres, så en klar interesse i en vis politiskdecentralisering.

   I 1806 kom enforeløbig lov om almueskoler på øerne, en forløber for den store lov af 1814. Tilat styre disse udpegede de lokale myndigheder et par af de ”hæderligstebønder”, som i en skolekommission ledet af sognepræsten og ”skolepatronen”, denlokale godsejer, skulle føre tilsyn med skolen. Den egentlige indledning tildet kommunale selvstyre var dog sket med loven om fattigvæsenet af 1803.Administrationen af fattigforsorgen skulle lokalt ske i en kommission med præstensom den centrale figur, men også med 3-4 af de bedste sognemænd.

   Næste skridt varat etablere lokalt selvstyre, både i købstæder og på landet. Det kom i 1841 med”Anordningen om landkommunevæsenet”. Det var naturligt at kommuneinddelingen pålandet blev fastlagt på grundlag af sogneinddelingen, for kirken var dengangdet samlende midtpunkt for befolkningen og præsten en central person foradministration og undervisning. Ledelsen i sognekommunerne lagdes i hænderne pået sogneforstanderskab. Betegnelsen siger jo en del om datidens skarpeklasseskel. Landbefolkningen var ”almue” og kunne endnu ikke tage vare på sigselv. Så sognepræsten og den/de af sognets godsejere der havde mindst 32 tdr. hartkorni sognet, var fødte medlemmer. Her i sognet var det pastor Hans Seest Holm ogJohannes Schmidt, Østergård. De øvrige sogneforstandere, 4-6 mænd, valgt af defå beboere der havde valgret, skulle udgøre det folkelige indslag.Sogneforstanderskabernes administrative opgaver var, ud over fattig- ogskolevæsen med amtet som kontrollant, tilsyn med og anlæg af sognets biveje.

    Antallet afmedlemmer lå ikke fast. Loven sagde 4-9, men der kunne dispenseres. Valgbarhedog valgret havde ejendomsbesiddere med mindst 1 td. hartkorn eller bygningsbesiddelsetil en værdi af 1000 rigsbankdaler. Og hermed fik kun en lille del sognetsbeboere, stort set svarende til gårdejerne, mulighed for at blive valgt.Antallet af vælgere – kvindelig valgret lå jo langt ude i fremtiden – varderfor lille. Det anslås at have været mellem 5 og 10% af befolkningen. IMunkebo kommune svarende til 50-75 personer.

   Oprindelig havderegeringen ønsket at herredsfogeden skulle være født formand, men det blevændret, så formanden frit kunne vælges af forsamlingens medlemmer, som ogsåtraf beslutninger ved flertalsafgørelser. Herredsfogeden havde dog ret tilfremmøde med fuld stemmeret, men benyttede den sjældent.

   Danmark havde i 1849fået en demokratisk forfatning og rigsdag, så forholdene ændredes med valgloveni 1855, der var lidt mere demokratisk. Alle folketingsvælgere, det vil efter1849 sige mænd over 30 år med egen husstand, fik valgret, men skulle dog haveboet i kommunen et år og betalt skat. Men disse vælgere valgte kun 3 medlemmeraf sognerådet, den såkaldte ”mindre halvdel”. De øvrige 4, ”den bedre halvdel”,valgtes af den højstbeskattede femtedel af de almindelige vælgere. Antallet afsogneforstandere var altså nu fastsat til 7, og da valgperioden var 6 år, svarededet til at der ved valgene hvert 3. år var nyvalg af enten 3 eller 4 medlemmer.Valgene var mundtlige og åbne. De blev forkyndt ved kirkestævnet - eftergudstjenesten – men hvor de her i byen er afholdt vides ikke præcist.

   Den ”almindelige”vælgerskare var nu blevet udvidet til ca. 15 %, svarende til folketingsniveau,men de privilegerede 3-4 % med dobbelt stemmeret kunne – da stemmeprocenten ogden politiske interesse også var højere her - sagtens sikre sig magten i rådet.

 Perioden 1867-1908

 I 1867 vedtoges en ny landkommunelov, hvorved grundlovensord om kommunalt selvstyre blev opfyldt. I årene før havde liberale kræfter påRigsdagen forsøgt at mildne det udemokratiske valgsystem til de lokale råd, menpå det tidspunkt havde Højre med godsejer Estrup i spidsen fået et solidt grebom magten.

   Sogneforstanderskaberneblev med loven af 1867 til sogneråd. Man kunne stadig, i modsætning til ikøbstæderne hvor borgmesteren stadig var kongeudnævnt, selv vælge formanden.Det fortæller jo lidt om den status landdistrikterne havde. Her var det mindrefarligt at liberalisere. Endvidere bortfaldt sognepræstens udøvende myndighed ifattig- og skolesager og herredsfogedens ret til at deltage i møderne. Tilgengæld skulle nu en skolekommission med præsten som født formand føre tilsynmed skolerne og lærerne.

   En administrativforenkling var at de enkelte ”cigarkasser” blev slået sammen til én kommunalkasse. Men amtsrådets tilsyn med denne skærpedes betydeligt. Ansvar og pligterblev tydeliggjort for sognerådsmedlemmerne. Så resultatet var mindre råderum ogmere kontrol end før 1867. Hvis en kommune for eksempel ville hæve skatten medmere end 50 % over gennemsnittet af de sidste 3 års ligning - og det var altsåmuligt! - skulle det godkendes.

   Kun jordejereskulle bidrage til kommunen i form af hartkornsskatter. Men derudover skullesognefolkene også levere arbejdskraft ved nyanlæg og vedligeholdelser, specieltaf veje. Hertil kom de naturalieydelser, som producenterne skulle yde til sognets fattige.  

   Medandelsbevægelsen fra 1880’erne tog den store omlægning af landbruget fart, ogde næste 50 år er i Danmarkshistorien gårdmændenes storhedstid. Det fremgår tydeligtaf rådsmedlemslisterne, at de i denne periode stadig sad solidt på magten isognerådene og reelt havde monopol på formandsposten, så man kan godt tale omet klassestyre. Først i 1890’erne begyndte dette så småt at ændre sig. 

   Dønningerne fraandelsbevægelsen kan ikke spores i Munkebo sogneråds  protokoller. Det er først og fremmest de små ting der fylder:Ansøgninger om hjælp, uendelige sager om fattigforsørgelse og hvem der nuskulle betale, klager over skatteansættelse, kontrol med om man opfyldte betingelsernefor at blive optaget på valglisten, tørv, brændsel og udstyr til skolerne,lærernes forhold, skoleveje osv. Men der blev ikke ruttet med de sparsommemidler!

   At den politiskestrid mellem Højre og Venstre fra 1870erne til 1901 også har sat sig spor i Munkebo,er sikkert og vist. Der var jo to forsamlingshuse, så det er givet at beggegrupper havde deres tilhængere her i sognet. Men egentlige partidannelser imoderne forstand var i sin vorden, så sognerådsmedlemmernes politiske observans kendes ikke før lidt op i1900-tallet.

 Valgloven 1908

I årene fra 1903 diskuterede man heftigt på Christiansborgen ændring af den kommunale valglov. Der blæste nye vinde, idet Venstre fra1901 omsider havde fået tildelt regeringsmagten. Men problemet var atLandstinget stadig var domineret af Højre og strittede imod. Omsider nåede mani 1908 et kompromis, og resultatet blev at der indførtes næsten ens valgreglerfor København, købstæderne og sognekommunerne. Hermed var den administrativeudjævning mellem de forskellige kommunetyper så småt begyndt, men først fuldendtved kommunalreformen i 1970..

   Det storedemokratiske skridt fremad var at man fjernede skellet mellem de tovælgerklasser og gav kvinder og tyende valgret ved kommunevalgene med virkningfra valgene i marts 1909. Det havde de i øvrigt opnået ved menighedsrådsvalgene5 år før. Om almindelig valgret i moderne forstand var der dog ikke tale, idetydelsen af kommuneskat fortsat skulle være en betingelse for valgret. Og detvar selvfølgelig også stadig en betingelse at man ikke havde modtaget offentlighjælp. Valgretsalderen blev nedsat fra 30 til 25 år. Højres pris for at gå medtil dette var at der stadig ikke blev almindelig valgret til amtsrådene.

   Valgretsudvidelsenbetød at 76 % af mændene og 62 % af kvinderne over valgretsalderen på 25 år nuhavde kommunal valgret. Skatterestancer og bopælspligtkravet forklarer atprocenterne ikke var højere. Først i 1961 blev de sidste rester af valgretsindskrænkningi øvrigt helt fjernet.

   En vigtignyskabelse var at valgperioden blev ændret til 4 år, som den jo stadig er idag, og at kommunalvalgene i stedet for i december skulle afholdes i løbet afde to første uger i marts. Antallet af sognerådsmedlemmer forblev dog uændret,nemlig 7.

   Den (næsten)almindelige valgret til lokalvalgene kan ses som en prøveballon på hvornår denogså kunne indføres ved rigsdagsvalgene. Det skete som bekendt i 1915.

   Det bør ogsånævnes, at der siden 1901 havde været hemmelige valg både til rigsdags- og lokalvalg.Før den tid havde valgene været åbne og offentlige. Så i et lokalsamfund, hvoralle kendte alle, kan man jo sagtens forestille sig, at der under deomstændigheder kan have været et vist valgtryk.

   Når man studerersognerådenes sociale sammensætning  kanman se at der skete visse ændringer i årene efter 1908. Ved de 2-3 første valgi Munkebo kan man se at gårdejerdominansen er brudt, senere stabiliseres deresposition lidt igen. Selv om kvinderne fik valgret, var tiden endnu ikke modentil at vælge den første kvinde ind blandt ”sognets bedste mænd”. I Munkeboskete det først i 1946, måske fordi kvindernes valgdeltagelse de første årtiervar lavere end mændenes, men mere sandsynligt fordi forestillingen om politiksom mandens domæne ikke så let lod sig udrydde.

 1909-1970

 Fra 1909, hvor det nye kommunale valgsystem trådte i kraft,til 1950’erne udviklede Munkebo og Dræby sig som de fleste andre landsbyer.Befolkningstallet steg en smule, og den almindelige, men langsommevelstandsstigning, og flere sociale reformer betød at tidligere tidersproletariat af fattige og forsørgelsesberettigede personer dalede kraftigt.

   Før 1909 havde desåkaldte ”f’er” (folkehold, fattige, fjollede, fruentimmere) ikke haft stemmeret.To af dem, tyende og kvinder, havde nu opnået denne ret og skulle nu brugederes nye indflydelse via stemmesedlen. Men gårdmændene prægede alligevel stadigbåde de skiftende kommunalbestyrelser og øvrige foreningsbestyrelser. Landbrugetvar dog gradvist på retur som hovederhverv, og det gav efterhånden plads tilflere i sekundære erhverv, hvilket også tydeligt kan ses i kommunalbestyrelsernessammensætning, hvor nu også socialdemokrater og radikale fik sæde. Bortset fraen tidligere periode, 1892-1901, hvor førstelæreren Christoffer Wiibroe varformand, var det gårdmænd, der siden 1841 sad på denne post. Faktisk helt til1962, bortset fra et års tid i 1943 hvor socialdemokraten, fiskerifoged PederJohansen, Dræby, var formand.

   Sognerådsprotokollernei denne periode afspejler, at antallet af love og bestemmelser som medlemmerneskulle administrere, blev flere og mere komplicerede. Specielt davelfærdsstatens skoleplaner og mange nye regler på det sociale område skulleføres ud i livet på lokalt plan. Men fortsat styredes kommunen af folk, der forlangt de flestes vedkommende kun havde de obligatoriske 7 års skolegang.Professionel assistance blev der dog i Munkebo først tale om i 1942, hvor manansatte en kommunekasserer, Thorkild Ry.

    Det var stadig både stort og småt, derbehandledes. Under de to verdenskrige kan man læse om de specielle behov ogproblemer, som de affødte i lokalsamfundet. Blandt andet at et planlagtcentralskolebyggeri 1940-1942 måtte opgives på grund af cementmangel. 

   Den anden storeomvæltning i Munkebos historie kom i sidste halvdel af 1950erne, hvor anlæggetaf værftet på Lindø vendte op og ned på alt i det gamle landsbysamfund ogstillede Munkebos ret uprofessionelle sogneråd over for nogle uhyreudfordringer. Befolkningstallet steg eksplosivt, og der skulle bygges ny skoleog anlægges nye veje og boligkvarterer. Det faldt i gårdejer og sognerådsformandHerluf Nielsens lod at tackle disse problemer. Han var oppe mod endda megetstærke kræfter, men prøvede på bedste vis at forsvare landsbysamfundets interesser.

   Den nye storearbejdsplads og deraf følgende nye befolkningsstruktur afspejledes også i detsogneråd der blev valgt i 1962, og som nu var blevet udvidet til 11 personer.  For kun 3. gang blev en ikke gårdejer, tømrerAxel Jørgensen, borgmester. Flere af værftets ansatte blev valgt ind, heraf toder repræsenterede det splinternye parti, Socialistisk Folkeparti. Det var etafgørende valg i Munkebos historie. For venstrepartierne fik flertal, og fra1978 til i dag har Socialdemokratiet haft det alene.

   Disse storeændringer fandt sted samtidig med at det på landsplan trak op til en ændring aflandets lokaladministrative struktur. For de gamle sognekommuner havde fra1950’erne været under kraftigt pres. Afvandringen fra landbruget tømte sognenefor indbyggere, og det nye industrisamfunds krav om mere uddannelse ogspecialisering kunne sognekommunernes landsbyskoler ikke honorere. Hertil komat købstadskommunerne ikke længere kunne leve med skatteyderflugten til de langtbilligere sognekommuner lige uden for døren, gjort nemmere af det stigendeantal privatbiler. Efter 10 års udvalgsarbejde blev kommunalreformen vedtaget i1968 med virkning fra 1970. Den ophævede det gamle skel mellem købstads- ogsognekommuner, som nu stilledes ens under navnet primærkommuner. Sognerådeneblev til byråd, formanden til borgmester, og sådan har det været lige til nu

Perioden 1970-2005

En af ideerne bag reformen i 1970, hvor Munkebo som en aflandets meget få sognekommuner forblev ”selvstændig”, var øget decentraliseringaf offentlige opgaver. De nye og større primærkommuner skulle muliggøre dette,for eksempel på det allervigtigste område, folkeskolerne. Det er dog  sandsynligt at mange mennesker i detidligere småkommuner oplevede det anderledes. På det lokale plan var der fordem vel snarere tale om en centralisering. Det personlige kendskab tilsognerådets medlemmer forsvandt, og der blev længere til de nye fine rådhuse,hvor politikerne ikke nødvendigvis var nogle af deres egne.

   Denne tendensforstærkedes måske af et andet forhold. I de små samfund, hvor alle kendte alle, var der – på godt og ondt - en høj grad af social kontrol. Alle kendtelidt til naboens situation og behov, så man var forsigtig med at stille kravtil den offentlige kasse. Velfærdsstatens fortsatte vækst med flere socialerettigheder og krav til den offentlige sektor faldt sammen med den opløsning afde gamle lokale fællesskaber, som befolkningsvandringerne medførte. Man var nuanonym, når man ”krævede sin ret”.

   Så på trods af etbedre skattegrundlag, øgedes presset på de offentlige kasser  hver gang Folketinget vedtog nye love, som kommunerneskulle administrere. De såkaldte statslige bloktilskud, fra 1970’erne efter”objektive kriterier”, fra 1980’erne i form af generelle tilskud, føltes ofte imange kommuner utilstrækkelige.

   Munkebo var måske i ovenstående henseender lidt atypisk. På trods af den store strøm af tilflyttereog en vis mistænksomhed fra den ”gamle” befolkning, var afstanden til rådhusetog politikerne, som alle udgik fra lokalsamfundet, ikke blevet væsentligt større. Selv om man også fik en del ”udgiftstunge” tilflyttere, og der varrigtig mange skolesøgende børn i 1970’erne og 1980’erne, var kommunens befolkningstadig relativt ung med få ældre, og beskatningsgrundlaget på grund af de pænelønninger på værftet derfor ganske pænt. I 1990erne ændrede dette sig noget. Etstigende antal ældre nødvendiggjorde opførelsen af et plejecenter, og behovetfor at tiltrække unge børnefamilier, bl.a. ved udstykning af flereparcelhusgrunde, blev mere påtrængende.

   Men i slutningenaf 1990’erne begyndte debatten om en ny kommunalreform, kun 25 år efter densidste. Den rivende teknologiske og økonomiske udvikling siden 1970 betød eftermanges mening at der var sket mere i samfundet i disse 25 år end i deforegående 100 år. Øget velstand og transportforbedringer betød at tilknytningen til hjemkommunen mindskedes. Kommunerne var igen blevet for småtil at løfte de mange nye opgaver. Så argumenterne var på mange måder de sammesom før 1970. Men et nyt aspekt var kommet til: EU's stigende indflydelse betød at Danmark måske var overadministreret med hele 4 besluttende lag, så at en rationalisering og omfordeling af opgaverne var nødvendig.

   VK regeringen gennemførteså efter et relativt kort forarbejde i forhold til den foregående reform  sit forslag til en ny kommunal struktur. PåFyn reduceredes antallet af kommuner fra 32 til 13, Fyns amt blev nedlagt og sammenlagt med Sønderjyllands og Vejle Amter til en ”region Syd”. De nye ogmeget større kommuner skulle overtage mange af amternes tidligere opgaver, hvadder dog var en del mistro til og utryghed ved.

   Som før 1970 varder også lagt op til reformen ved at nogle få kommuner sluttede sig sammeneller indledte et formaliseret samarbejde på en række områder. Munkebo indledte,tvunget af udviklingen, i 1990’erne et sådant samarbejde med Kerteminde,Langeskov og Ullerslev kommuner, og havde således frivilligt forberedt sig godtpå en kommende reform, selv om det betød opgivelsen af dens hidtil eneståendestatus. Det var det såkaldte MULK-samarbejde, men da det kom til stykket,foretrak Ullerslev at indgå i den nye Nyborg kommune. Den nye Kertemindekommune blev derfor relativt lille.

 Kommunens størrelse

 Munkebo kommunes areal har altid været forholdsvis lille. Ogselv de 6 inddæmninger af Odense Fjord ved Dræby i årene fra 1818 til 1874, somøgede arealet fra 13 til 16 km² , forrykkede ikke dette billede. Enlidt større tilvækst var sket, såfremt Krigsministeriet i 1876 ikke havdestoppet de fremskredne planer om en inddæmning af Kertinge Nor.

   I 1960’erne kunneMunkebo jo have delt skæbne med næsten alle landets sognekommuner, som nuskulle sammenlægges til større enheder eller indgå i en købstadskommune. Men Munkeboundgik sammenlægning af flere grunde. Anlægget af Lindøværftet medførte en5-dobling af indbyggertallet på ganske få år med deraf følgende stærktforbedret skattegrundlag. Derved nåede man op på de ca. 5000 indbyggere, somman anså for tilstrækkeligt for en levedygtig kommune. Men alligevel kunne det væregået anderledes. I 1962 ønskede Munkebo en bid af Drigstrup kommune, som ellersvar på vej til Kerteminde, men efter en afstemning i 1963 foretrakDrigstrupfolkene dog Kerteminde. Og et ønske fra de venstreorienterede partieri Kerteminde om at også Munkebo skulle indgå i den nye store Kerteminde kommunei 1966 strandede på frygten for at det borgerlige flertal der så ville komme ifare.   

 Opgaver, indtægter ogudgifter

 I Munkebo er alle protokoller for både sogneforstanderskabetog sognerådet bevaret helt fra 1842. De blev fra 1897 opbevaret i et nyindkøbtskab i sognelokalet. Og de er en enestående kilde til at følge de store og smålokale sager, som kom på rådenes dagsorden. Og opgaverne for lokalstyret varoprindeligt forholdsvis enkle: Med amtet som kontrolinstans skulle det sørgefor de fattige og skolevæsenet samt føre tilsyn med sognets veje, områder somden dag i dag hører til kommunernes kerneydelser.

   Midlerne hertilvar som i dag beskatning. Men indkomstskat blev først indført i 1903, så førden tid var det kun fast ejendoms- og formuebesiddere der måtte punge ud tilskolen og de fattige. Herudover skulle nogle skatteydere også afleverenaturalier til fattigforsørgelsen og træde til med heste, vogne og arbejdskraftved kommunens anlægs- og reparationsopgaver. Et eksempel herpå er at  vedligeholdelsen af legepladsen vedfællesskolen, bygget i 1830, var delt mellem Munkebo- og Dræbymændene, som havdeansvaret for hver sin halvdel. Mange af disse ydelser afløstes dog i løbet af1800 tallet i stigende grad af penge, som var lettere at administrere. Menmange arbejdsopgaver, f. eks. snekastning, udførtes til ganske langt op i1900-tallet af borgerne, ledet af en snefoged. Gårdmanden på Tornø, som hidtil havde været fritaget, blevsåledes i 1929 pålignet 4 dage ”i omgangen”, fordi øen var blevet landfast.

   Når man studererde ældre protokoller, er det først og fremmest de små og dagligdags administrativeproblemer der fylder: Ansøgninger om hjælp, uendelige sager omfattigforsørgelse og hvilket sogn der havde pligt til at betale, klager overskatteansættelse, sager om man opfyldte betingelserne for at blive optaget påvalglisten, tørv, brændsel og udstyr til skolerne, lærernes forhold, ændring afskoledistrikter, vedligeholdelse af skoleveje osv. Men der blev, som tidligerenævnt, ikke ødslet med midlerne.

   I løbet af1900-tallet afspejler protokollerne, at antallet af love og bestemmelser som sognerådetskulle administrere, blev flere og mere komplicerede. Specielt da den gryende velfærdsstatsmange nye og forbedrede regler på det sociale område efter 1933 skulle føres udi livet på lokalt plan. Og med velfærdsstatens etablering fra 1960’erne ogfremefter, øgedes presset på de offentlige kasser hver gang folketinget vedtognye love, som kommunerne skulle administrere, specielt efter kommunalreformensdecentralisering og omflytning af det offentliges mange gamle og nye opgaver.

 Styring - hvorfra oghvordan?

 Både sogneforstanderskaberne og sognerådene holdt møder 6-9gange om året. Hvordan disse er foregået, kan man kun gisne om. Formanden hargivetvis haft det store ord, da han var den som modtog og bearbejdede deindkomne sager, både fra myndigheder og borgerne. Atmosfæren har sikkert væretsærdeles uformel omkring det slidte bord. Så sent som i 1950 hedder det ireferatet  ”mødet hævet på grund af ølmangelog skolelæreren ønskede at komme hjem”.

   Ved siden af demere trivielle sager kan af større udfordringer gennem årene nævnes inddæmningssagerne,anlægget af Kertemindebanen, skolebyggeri og de problemer som de toverdenskrige medførte. Men det er, som nævnt, karakteristisk at de lokalepolitikeres allerstørste udfordring kom i det gamle sogneråds allersidste år

   Men allerede fra1930’erne havde det dog stået klart at man i takt med flere og merekomplicerede sager måtte have administrativ hjælp. Så i 1942 ansattes sognetsførste embedsmand, kommunekasserer eller kæmner, Thorkild Ry, som fik bådebolig og kontor i den just indkøbte kommunalbygning, datidens ”rådhus”,Fjordvej 183. Hans løn fastsattes til 3500 kr. På denne adresse indrettedesogså et sognerådslokale og også sognebiblioteket fra 1937 flyttedes hertil fradets hidtidige placering i fattiggården, nu kaldt alderdomshjemmet. Ry tog sinafsked i 1962, samme år som antallet af kommunalt ansatte var steget til 8. Ogpå det tidspunkt var kommunalbygningen i den vestlige ende af Fjordvej blevetfor lille og i 1958 erstattet af den tidligere forskole på Fjordvej 4. I 1970medførte kommunalreformens krav til lokalstyret så at det blev nødvendigt medet rigtigt rådhus, som indviedes i 1973. Til sammenligning svarer antallet afoffentligt ansatte i 2006 til ca. 400 fuldtidsstillinger.

   Kommunikationenmellem formanden og rådets medlemmer fungerede fra 1800-tallet pr. bud, oftesten lokal husmand. Først i 1932 fik man egen telefon i lokalet og formanden enskrivemaskine. Den kostede den nette sum af 250 kr., mere end en månedsløn forlangt de fleste. Rådsmedlemmerne var oprindeligt ulønnede, men på et tidspunktblev formandsposten lønnet. I 1927 med 1000 kr. årligt. Til sammenligning varvejmandens årsløn omkring 2500 kr.

   Oprindeligt vardet rådsmedlemmernes ansvar at få skatterne ind hvis folk ikke selv afleverededem. Det lyder drastisk, dog skal man huske at langt fra alle skulle betale, ogat den sociale kontrol i det meget tætte samfund var høj. Men i begyndelsen af1900-tallet blev hvervet som skatteopkræver udbudt i sognet, og i 1955 blevmælkehandler Svend Holmsgaard sognets første pantefoged.

    Omkring valgenevar der altid livlig aktivitet. Det var sognerådet, som kontrollerede hvem derhavde valgret. Det medførte ifølge protokollerne ofte problemer, specielt før1908, hvor man skulle afgøre hvorvidt bestemte personer var tyende, som derforkunne nægtes optaget på valglisten. Og det kunne der i høj grad gå politik i.Valgene afholdtes i øvrigt ved sognerådslokalet i skolen, den senerefattiggård, i hvert fald i 1800-tallet. Det er uvist fra hvornår de afholdtes iforsamlingshuset, men fra 1966 flyttedes valghandlingerne til den nyopførteTroelskærskole, hvor de er foregået lige siden.